• Bavarian Nordic lander amerikansk milliardordre på koppevacciner

    Источник: BDK Finans / 08 авг 2024 00:27:09   America/Chicago

    Det danske medicinalselskab Bavarian Nordic har modtaget en ordre fra de amerikanske myndigheder til produktion af koppevacciner. Kontrakten har en værdi af knap 1,1 milliard kroner, skriver selskabet i en børsmeddelelse torsdag morgen. Ordren skal være med til genopfyldning af lageret, der blev brugt i forbindelse med et udbrud i 2022. »Vores koppevaccine udgør et centralt element i USA's biologiske beredskab, hvilket blev tydeliggjort i forbindelse med udbruddet i 2022,« siger Bavarian-topchef Paul Chaplin i meddelelsen. Kontrakten kommer ikke til at få indflydelse på selskabets forventninger til årets omsætning. Årets omsætning ventes dermed fortsat at ligge i intervallet 5-5,3 milliarder kroner. Bavarian Nordic har de senere år haft stor succes med sin koppevaccine, der blandt andet sælges under navnene Jynneos og Imvamune. Salget levede dog ikke helt op til forventningerne i første kvartal i 2024, hvilket selskabet efterfølgende blev straffet for af investorerne. Men der er sjældent nogen fast rytme i, hvornår det tjener sine penge. Det kan komme i klumper, når et eller flere projekter lykkes. Kopper er en sygdom, der kan give feber og udslæt med hvide blærer. Også i Danmark var der flere tilfælde i forbindelse med udbruddet for et par år siden. Bavarian har samarbejdet med den amerikanske regering siden 2003 om udvikling og produktion af koppevacciner. Det er blandt andet sket med henblik på at sikre, at alle befolkningsgrupper, herunder også dem, som har et svækket immunforsvar, kan beskyttes mod sygdommen. »Vi bifalder den amerikanske regerings fortsatte indsats for at opretholde et robust beredskab.« »Og vi er stolte af at fortsætte leverancer af vacciner til at beskytte landets borgere mod nuværende og fremtidige trusler mod folkesundheden,« lyder det videre fra Paul Chaplin. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/bavarian-nordic-lander-amerikansk-milliardordre-paa-koppevacciner
Опубликовать